Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Som en af verdens største olieproducenter spiller Saudi-Arabien en væsentlig rolle i den moderne verden, men det er samtidig et samfund, der i høj grad isolerer sig fra omverdenen. Landet anses for at være den arabiske verdens konservative højborg og regeres af en stor og magtfuld kongefamilie, mens samfundsordenen håndhæves strengt af det religiøse politi.
Men hvordan former livet sig i et land, hvor kvinder skal være indhyllet i sort fra top til tå, når de færdes offentligt? Hvor ægteskaber er arrangerede og polygami et udbredt fænomen? Hvor medierne censureres? Hvor velfærdsmodellen bygger på almisser, og den sociale underklasse importeres fra andre lande? Og hvor blodet flyder på torvene hver fredag efter middagsbønnen, når bødlen har befriet samfundet for storforbrydere og småkriminelle?
Fra 1995-97 boede Meghan D. Jakobsen i den saudiske hovedstad, Riyadh, og hun fik brug for hele følelsesregistret i sit møde med denne meget fremmedartede verden og dens lige så fremmedartede befolkning.