Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Den plantebaserede kost vinder større og større indpas i verden, og Danmark er ingen undtagelse. Vegansk mad er mere populært end nogensinde, hvilket bl.a. ses på hylderne i supermarkederne, der fyldes med nye, veganske produkter hver uge.
Desværre får vores travle livsstil os nemt til at række ud efter hurtige færdigretter og mystiske erstatningsprodukter, og her vinder man ikke synderligt på sundhedskontoen ved at vælge de veganske versioner.
Vi skal tilbage til enkel og nærende mad, der fylder kroppen naturligt op med de byggesten, den har brug for. Vejen dertil er heldigvis simpel, den består nemlig af en kost lavet af hele, uforarbejdede råvarer, også kendt som wholefoods. Vink farvel til forarbejdet mad, mærkelige køderstatninger og dyre specialprodukter og sig goddag til en nem og nærende kost fuld af smag, kraft og sundhed.
Hvis du tænker, at det lyder uoverskueligt, besværligt og kedeligt, så står du med den helt rigtige bog i hånden, for den plantebaserede kost er lige det modsatte – det kræver bare, at man har styr på sit basiskøkken. Denne kogebog indeholder intet mindre end 100 basisopskrifter, som i kombination med hinanden kan bruges til utallige sammensætninger – kun fantasien og smagsløgene sætter grænserne!
Alle opskrifterne er nemme at gå til og vigtigst af alt - fyldt med smag! Ud over basisopskrifterne får du også forslag til måltider, tips og tricks til opbygningen af det smarte basiskøkken samt et afsnit om, hvordan forberedelse og foodprepping er en lifesaver i den travle hverdag.
Bogen er desuden fyldt med inspirerende fotos, så dit mundvand hurtigt begynder at løbe og giver dig lyst til at hoppe i køkkenet asap. God fornøjelse og velbekomme!
Om forfatteren
Maria Rohde Madsen er grafisk designer, spirende fotograf og nyopstartet iværksætter med virksomheden Retable, der specialiserer sig i bæredygtig madfotografi og brugskunst. Hun begyndte at spise plantebaseret i foråret 2016 og har på egen krop oplevet, både hvor udfordrende og hvor givende det er at lægge livsstilen om og tage springet fra kødspiser til planteæder.