Det handler ikke om cyklen

Lance Armstrongs navn var på alles læber, da han både i 2000 og i 1999 vandt Tour de France. Året inden havde han vundet en topplacering i Vuelta Espagna. Året før det havde han været dødsdømt af lægerne på grund af en fremskreden, alvorlig kræft, der havde bredt sig uhæmmet til lungerne, til lymfesystemet, til hjernen.

Men med et fantastisk livsmod, en fightervilje, man kun ser hos de allermest indædte, kæmpede han mod alle odds - og vandt.

Som uregerlig søn af en enlig mor, med skiftende, voldelige fædre og som underklassedrengen i forhold til omgivetsernes middelklasseliv fandt han sin egen vej via fodbold og svømning til cykling, dengang sporten var stort set ukendt i USA.

Han mistede alt, da han fik kræft, mistede sin opsparing, mistede sin bil, mistede sin karriere, men beholdt sine venner. Som ved magi holdt sponsorerne ved, hjalp ham igennem økonomisk, og efter et halvt års opslidende og nervepirrende kamp med læger, forskellige behandlingstilbud og uvished stap han igennem kræftafdetingen og ud på den anden side.

Det handler ikke om cyklen, det handler om den mentale tilstand, man skal finde ind til, hvis man vil vinde, og hvis man vil overleve.