»Jeg begyndte sådan set bare at tegne«

Nomineret. Jakob Martin Strid blev kendt for sine stride satiriske striber, men er i dag en af de mest roste børnebogsforfattere herhjemme. Den mere tilbagetrukne position passer ham glimrende. Og så er børnebøger noget af det mest holdbare, man kan lave, mener den 40-årige tegner, der er indstillet til Læsernes Bogpris.

Af Jeppe Bangsgaard

Jakob Martin Strid har været på lidt af en rejse i sit arbejdsliv. Han er gået fra at lave tryk på T-shirts i det autonome miljø til at være en kongeligt præmieret tegner. Fra at være strid satiriker som fast tegneseriestribetegner på Politiken til at arbejde på et reklamebureau.
Men egentlig interesserer den 40-årige tegner og illustrator sig langt mere for de rejser, der er en fast komponent i de børnebøger, han de seneste år har brugt sine kreative evner på.
»Det er helt klart dér, jeg befinder mig bedst. Det er det, jeg helst vil lave,« siger han om det at lave børnebøger, da vi besøger ham i lejligheden i Nansengade-kvarteret i København, hvor han både bor og arbejder.
»Men jeg har egentlig ikke valgt, at det lige skulle være børnebøger, det bliver det bare. Hvis jeg kunne lave voksenbøger, så gjorde jeg det, men det er børnebøgerne, der er min form. Det er der, jeg kan udtrykke mig selv.«

I hans seneste, billedbogen »Den utrolige historie om den kæmpestore pære« følger vi katten Mitcho og elefanten Sebastians sejlads om bord i en kæmpepære til Den Mystiske Ø. Bogen
blev, da den udkom i marts måned sidste år lynhurtigt en anmelderdarling, og siden har den opnået noget så sjældent for en børnebog som bestsellerstatus. 18.000 eksemplarer har den indtil videre solgt herhjemme, og den er på vej i 12 lande uden for Danmark. Man skal helt tilbage til Halfdan Rasmussens bøger i 1960erne for at finde en lignende succes for en dansk billedbog. Jakob Martin Strid fik da også Kronprinsparrets Kulturpris sidste år.

Hans arbejdsværelse i den lille lejlighed er samtidig hans 4-årige søns værelse. I det ene hjørnet står en Juno-seng, overfor et skrivebord med en Mac på, og midt i rummet er Strids tegnebord med arkitektlamper og en masse malegrej på. Rundt omkring på værelset står legetøj højt og lavt; biler, flyvemaskiner, legoklodser og lastbiler.
»Jeg skal have en større lejlighed, men min søn synes, det er sjovt. Han kan godt lide, at vi altid er i samme rum. Han vil ikke have, vi skal flytte.«
Men selv om de er så tæt sammen, er det nu ikke så meget sønnen, der inspirerer ham til hans børnebøger.
»Når jeg tegner, tænker jeg mest på at underholde mig selv, og jeg tænker på, hvad jeg selv syntes var sjovt, da jeg var barn. Hvis man ikke kan huske det, eller hvis man ikke er i kontakt med det, så skal man ikke lave børnebøger, som J.K. Rowling, hende med Harry Potter-bøgerne, har sagt. Man er nødt til at have en indre sjæl, hvor man kan huske, at det her var fedt.«
Har du altid været fascineret af eventyr og fantastiske fortællinger?
»Det er alle børn jo, men så holder de op med det på et tidspunkt. Jeg er bare blevet ved med det, tror jeg. Det er ikke sådan, at jeg spiller Dungeons and Dragons eller er specielt barnlig på nogen måde. Men jeg synes selv, jeg er rimelig god til at tale i et sprog, som børn kan forstå. Der er også det med børnebøger, at jeg godt kan lide billeder. Jeg ville have svært ved at lave en bog bare med tekst. Jeg tror, jeg er 60 procent billedmenneske og 40 procent tekstmenneske.«

Og så synes Jakob Martin Strid, det er sjovt at skabe et drenget univers med en masse maskiner, tværsnit og tekniske tegninger af rumskibe, biler og busser. For tiden er han ved lave en historie, der skal hedde »Den fantastiske bus.«
»Den drengede stil har manglet lidt, for hele børneverdenen er meget kvindedomineret. Både dem, der laver børnebøgerne, dem der sidder på forlagene og dem, der køber bøgerne er hovedsagligt kvinder. Så ja, jeg kan godt lide mekanik, men under det, er der også noget vigtigt. Der skal være en eller anden længsel og noget mere følsomt, som er sværere at sætte ord på. Det handler ikke kun om at tegne nogle fede maskiner, men også om, at de i bøgerne skal et sted hen. Der er en rejse, og vi skal et sted hen, hvor alt bliver godt. Egentlig handler det vel om kærlighed.«

Strid savner ikke de striber, han dagligt leverede til Politiken omkring år 2000 og som for alvor gjorde ham og hans streg kendt.
»Jeg er da glad for, at jeg lavede dem, men jeg er også glad for, at jeg ikke gør det længere. Striberne var ekstremt hårde at lave for mig. Stress kan være stimulerende i en kortere periode. Jeg havde sådan et år, hvor jeg nærmest levede af kaffe og smøger og ikke kunne spise noget. Folk sagde: Laver du ikke bare 20 og så tager på ferie? Men det gjorde jeg ikke, det var i sidste øjeblik hver dag. De skulle også være aktuelle, så jeg skulle sidde og læse avis. Det fik selvfølgelig en masse opmærksomhed, og jeg fik feedback hele tiden. Det var meget stimulerende, meget dynamisk og spændende, men også hårdt. Man fik ligesom karakterer hver dag.«
Da han stoppede, var det som at tage en kæmpe rygsæk af, fortæller han – og man kan næsten se den for sig, når man kender hans kæmpepære og har set den enorme bus, der er med i hans kommende bog.
»Jeg svor, at jeg aldrig ville have en deadline igen. På den måde har jeg det godt med bøgerne. De er færdige, når de er færdige, og jeg laver det, jeg selv vil. Striberne var sjove at lave, og de fik en kæmpe opmærksomhed, men det var også meget begrænset tidsmæssigt. De bliver meget hurtigt forældede, plus at det kun er interessant for danskere.«
Bøgerne kan nå længere ud.
»En bog, jeg lavede for fem år siden, udkommer pludselig i Kina nu, og så er der flere, der læser den. Det er ligesom at sætte skibe i søen, det kan blive til noget mere hen ad vejen. Jeg synes også, det er mere interessant. Politisk satire er sjovt, men der er noget kortlivet over det, det bliver meget hurtigt yesterday’s news. Så er noget nyt pludselig sjovt, hvor en god børnebog virkelig kan leve længe. Jeg er også træt af politik og af det der venstreorienterede image, jeg fik. Jeg vil hellere bare være... jeg vil ikke have sat nogle etiketter på mig personligt.«
Børnebøger bliver man til gengæld ikke sådan lige træt af, mener Jakob Martin Strid.
»Eventyr og historier for børn er noget af det mest holdbare. Hvis man laver et eller andet, der virkelig rammer ind i hjertet på folk, så kan det holde i hundrede år. Det er der ikke særlig meget andet kunst, der kan. Astrid Lindgren læser folk stadig. Hvor mange læser Tom Kristensens »Hærværk« i dag?«

BLÅ BOG:

Jakob Martin Strid
Født 1972. Tegner, forfatter og illustrator.
Debuterede i 1997 med tegneserien »Vi hader alting!«. Blev kendt for sin tegneseriestribe »Strid« i Politiken fra 2000-01.
Står bag en række billedbøger til børn. Bl.a. »Mustafas Kiosk«, »Min mormors gebis«, »Da Lille Madsens hus blæste væk«, serien om Mimbo Jimbo og senest »Den utrolige historie om den kæmpestore pære«. Fik i 2012 Kronprinsparrets Kulturpris.