Den politiske komedie

 Det er velkendt at politik igennem de seneste årtier mere og mere er blevet et anliggende for professionelle. Vi er gået ”Fra folkestyre til markedsdemokrati”. Partierne skal nu konkurrere om at komme i medierne med deres budskaber, hvor de tidligere havde en partiavis til rådighed. Den politiske kommunikation udgår derfor i stigende omfang fra en elite af politikere, rådgivere og journalister til vælgerne, der ikke deltager aktivt i politik – udover at være vidner til det daglige tæppebombardement af nyheder, katastrofer, reformplaner på tv, i nyhederne og måske finder deres egne nyheder på nettet eller læser en avis.

Politik er sprogbrug. Politik handler igen og igen om, hvad der skal formuleres eksplicit, og hvad der skal underforstås. At formulere det underforståede, er den stærkeste politiske handling der findes. Når noget er underforstået, så er enhver overladt til selv at gætte gåder. Og det gør man så. I Øst og Vest. Valget i politik består derfor altid i at afgøre, hvad der skal formuleres eksplicit og hvad der skal forblive uformuleret. Politik handler kort sagt om at finde de rette replikker og de rette fortielser med rettidig omhu. Dette er hvad Klaus Kjøller her i bogen forsøger at kaste lys over.

I Den politiske komedie analyseres en række eksempler på politikeres og andres sprogbrug. De fleste af eksemplerne er fra de seneste år. Kunsten er at begribe, hvad det er man forstår i politik, når man ikke fatter økonomi, jura og administration. Det politiske sprogs grundregler ligner og er nærmest identisk med sproget i en komedie eller tragedie, og enhver politisk situation styres efter nogle grundregler, som også gælder på teatret. Rollerne, sproget, komedien udgør det centrale i den politiske kommunikation. Fat det, siger Kjøller i sin humoristiske, men samtidigt overbevisende gennemgang.

Klaus Kjøller er lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug ved Københavns Universitet. Han har specialiseret sig i politisk kommunikation og sprogbrug, og har skrevet bøger om manipulation, netværk, spindoktorer og argumentation og dertil en håndfuld romaner, f.eks. Kong Klaks sten (2004) og Den åndelige akse (2007).