Hvor går grænsen mellem godt og ondt, hvis man mister alle moralske pejlemærker? I "Den første sten" har en gruppe unge mænd og kvinder meldt sig til krigen i Afghanistan, drevet af deres retfærdighedssans og lysten til at bevise deres værd under pres. Men de står snart overfor en udfordring deres træning ikke havde forberedt dem på.
Overlevelse bliver deres eneste mission og inden længe har de problemer med at skelne mellem ven og fjende, virkelighed og fantasi. "Den første sten" er en overraskende og rammende fortælling om den effekt krig har på mennesker, om venskaber, forræderi og katastrofer.
Uddrag
Den hvidblå augusthimmel er flad som et loft. De kan ikke se ørkenen på den anden Side afmurene De ved, den er der, uendelig på en måde, de ikke har fantasi til at forestille sig. De skal lede efter genden, mens fjenden leder efter dem En gemmeleg i tomheden venter på dem. Der er intet samlebånd, der bærer dem af sted mod deres skæbne, ingen uophørligt rullende torden, der varsler frontens nærhed, ingen stor hamrende rytme, der vil opsluge dem. Om fire måneder skal de på orlov, om seks vil de være ude igen. Krigen er blot en episode i deres liv.
Delingsføreren ser på sine mænd. „I har selv valgt at komme her. Ingen har tvunget jer Glem ikke det. I er her frivilligt. En dag vil jeres valg være et hædersmærke eller en anklage."
Der er larm, men den kommer fra deres egne linjer. Det er den durren i luften, der røber en stor lufthavns nærhed, transportfly, der letter og lander helikoptere, der skovler løs med ro- torbladene, jagerfly, der brager ud ad startbanen. Det er, som om denne krig er én stor kommen og gåen og slet ikke har noget
„Du kan ikke selv bestemme, om du vil svede'' siger delingsførerem „Du kan ikke selv afgøre, om du vil have tyndskid eller hård mave. Din krop er som en bil uden rat. Der er hverken gearstang, kobling, bremser eller speeder. Du er passager i et køretøj, du ikke har kontrol over" Rasmus Schrøder har lysende blå øjne, der, når man ser nærmere efter gemmer på en mørkere tone marineblå eller måske purpur. Hans læber er blussende røde med en perfekt amorbue, der skæmmes af et lille ar. Han har ikke barberet sig til morgen. Ligesom mange af de andre planlægger han at anlægge et fuldskæg, som om ørkenen selv dikterer dem, at de skal ligne den fjende, de har så stort besvær med at finde
Han kalder Danmark for Hvid Zone, et sted, hvor hjertet slår tres til firs slag i minuttet, i sløv og taktfast harmoni, og hvor livet leves i halvsøvne, tilfredst og værgeløst. Du står over for en bevæbnet mand, og du trygler om dit liv i stedet for at smadre strubehovedet på ham. Hvid Zone er fårenes zone.
