Du er ikke logget ind
Beskrivelse
I samtaler med forfatteren Kirsten Jacobsen fortæller den tidligere DDR-borger Lutz Volke om livet i et totalitært samfund, om Stasis overvågning og magt, om den tavse modstand og længslen efter frihed og demokrati.Da Kirsten Jacobsen i efteråret 2009 skulle til Berlin, sagde Klaus Rifbjerg til hende: ”Når du kommer til Berlin, skal du opsøge min tyske oversætter og gode ven, Lutz. Han er en vidende og meget klog mand”. Mødet blev sat i stand, og det skulle vise sig at blive lidt af en øjenåbner for Kirsten Jacobsen:”Denne oktoberaften i Berlin rystes jeg over, hvor lidt jeg ved om ’de andres’ – bl.a. de fhv. DDR-borgeres – liv, hverdag og muligheder, og mens DDR-socialismen endnu eksisterede, gjorde jeg mig i hvert fald heller ingen realistisk forestilling om, hvordan mit eget liv ville have formet sig, hvis vi danskere skulle have levet under den ideologi, jeg sympatiserede med”, fortæller hun. I de følgende år mødes Kirsten Jacobsen og Lutz Volke med jævne mellemrum, og deres mange møder har nu resulteret i bogen Den andens liv, som indeholder samtaler om bl.a. længsel og letsind, diktatur og demokrati, fangenskab og frihed.