Du er ikke logget ind
Beskrivelse
De usynlige unge er en tankevækkende samling af 7 barske noveller, der alle har familieforhold som omdrejningspunkt. Samlingen har fokus på, hvilken rolle familiemedlemmer spiller over for hinanden på godt og ondt.
I nogle af novellerne glemmes de unge, eller de skubbes til side, fordi der er mange andre ting at tage sig af i hverdagen; i andre noveller skubbes problemerne over på de unge, og i helt tredje er det de unges undren og spørgsmål, der sætter gang i forandringer, som kommer til at berøre alle i familien.
Uden at lægge fingre imellem tages tabubelagte emner som misbrug, afmagt, mishandling, psykologiske lidelser osv. op i denne novellesamling, og emnerne sætter i den grad tankerne i gang og opfordrer til stillingtagen.
***
Om forfatteren:
Poul riber Schacksen er læreruddannet, med dansk og idræt som hovedfag.
Han har udover at være artikelskribent også arbejdet som foredragsholder, i Danmark såvel som i udlandet. Poul Schacksen har desuden deltaget i radio- og TV-indslag med emner som guide til Europas hovedstæder, spisesteder og hoteller, samt ridning.
Poul Riber Schacksen skriver nu bøger inden for flere genrer.
***
Uddrag af bogen:
Overgreb
Inde ved siden af var filmen efterhånden slut, og der gik da heller ikke lang tid, før Palle åbnede døren ind til Signes værelse.
Helt uforberedt slog hun øjnene op og så, at det var hendes stedfar, der stod i døren. Moderen havde åbenbart ikke sagt noget men lod bare tingene ske. Måske skyldtes hendes manglende reaktion, at hun gerne ville bevare kontakten og forholdet til Palle. Dette vidste Signe ikke men måtte nu lægge krop til moderens og Palles manglende kærlighed.
Smerte
”Og nå ja, husk at tage din lillebror med hjem,” mindede hun sin datter om i farten.
Selvom vandets stråler larmede, kunne Sigrid tydeligt høre, hvad moderen sagde til hende.
Pokkers! Som om jeg ikke har nok at lave, tænkte hun og gik ud af badet. Blodet løb stadig fra hendes håndled, så hun kunne ikke bare tage et håndklæde og tørre sin krop. Hun måtte være lidt forsigtig.
Heldigvis var der ingen hjemme, så hun åbnede døren og gik rundt i huset uden en trevl på kroppen. Forhåbentlig ville luften få blødningen til at stoppe.
Afhængighed
Han havde heldet med sig og vandt faktisk et temmelig stort beløb. Så stort at en del af gevinsten kunne dække overtrækket på bankkontoen – og dog. Han ville hæve lidt af gevinsten og besøge casinoet, som han var blevet trukket over mod tidligere på dagen.
Han kunne hæve beløbet om aftenen, når han og kæresten havde spist, da han bare ville fortælle Susan, at han havde glemt noget på sit arbejde, som han ville hente. At det var en løgn, behøvede hun jo ikke at få noget at vide om.