Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Paperbackudgave af det kendte værk om de arabiske lande i perioden fra Muhammeds fremkomst i 600-tallet til slutningen af 1980'erne. Det kulturhistoriske perspektiv er det dominerende. Krigene, dynastiernes og rigernes storhed og fald udgør kun rammerne. Bogen handler hovedsagelig om menneskenes samfund, om hyrderne og bønderne, om handel og håndværk i byerne, om rige og fattige, om kvinder og mænd, om poesi, arkitektur og kunst. Og ikke mindst handler den om ideer. Den islamiske teologi og filosofi, og den dermed sammenhængende lære om ret og politik, belyses i sin mangfoldighed gennem århundrederne frem til vore dage, ligesom reformliberalismen i 1800-tallet, nationalismen og socialismen i 1900-tallet. Bogen giver en god baggrund for at forstå de dramatiske begivenheder, som er indtruffet i den arabiske verden, siden den blev skrevet: Golfkrigen, den 'syriske fred' i Libanon, fredssamtalerne om Palæstina og nedkæmpelsen af den islamiske bevægelse i Algeriet. 'Albert Houranis værk om de arabiske landes kultur, traditioner, historie og politiske systemer er en specialists vellykkede forsøg på at give den såkaldt almindelige læser en nøgle til forståelse af de aktuelle begivenheder i den arabiske del af den islamiske verden.' - Politiken. 'Det er fantastisk så lidt vi reelt kender til det kulturelle solsystem, der ligger nærmest vores eget. Og hvad vi har vidst har vi i høj grad selv fundet på. Houranis bog råder eksemplarisk bod på den mangel. Læs den.' - Weekendavisen.