Danske kongegrave

Danske Kongegrave er et prægtigt bogværk om et af verdens ældste monarkiers gravmæler. De tre rigt illustrerede bind fortæller Danmarkshistorien gennem beretninger om kongelige gravminder og begravelsesskikke, og dermed på deres egen måde også om de kongelige dynastier gennem 1000 år: fra Gorm den Gamle og Thyre til kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Gennem århundrederne har danske kongeslægter haft skiftende begravelsessteder. Der er således bl.a. danske kongegrave i Jelling, Ringsted, Sorø, Odense og Roskilde; men også uden for rigets grænser findes kongelige danske gravminder, f.eks. Knud den Stores grav i Winchester, Magnus den Godes grav i Nidaros og Erik Ejegods grav på Cypern.

En stor mængde danske kongegrave er bevaret, og der findes et særdeles righoldigt kildemateriale til mange af dem. Kongegrave er ikke kun kongernes grave, men skal forstås som kongelige grave og dækker således også de danske dronningegrave. I Doberan i Nordtyskland finder man Margrete Sambirias enestående gravfigur, og den regerende dronning Margrete 1.s gravmæle i Roskilde Domkirke hører til blandt de mest bemærkelsesværdige kongelige gravmæler i Danmark. I Celle i Nordtyskland ligger den unge, forviste dronning Caroline Mathilde i den kurfyrstelige krypt i S. Marienkirche, en grav, der blev genstand for danskeres valfart i sympati for den eksilerede dronning.

Værkets bind I omhandler det danske monarkis grave fra Gorm den Gamle og 300 år frem. Det var en dramatisk tid, hvor flere konger omkom i stridigheder om kongemagten eller blev myrdet, hvorfor nogle grave er ukendte. Men det var også en tid, hvor riget konsoliderede sig og blev en politisk magtfaktor på den europæiske scene. Bind II følger gravmælernes udvikling fra højmiddelalder til barok og giver bl.a. et indblik i, hvordan begravelsesritualer og gravmæler bliver en stadig vigtigere del af kongemagtens selvforståelse. Særlig berømt blandt dronningegravene er dronning Margrete 1.s sarkofag i Roskilde Domkirke. Bind III beskriver enevælden og det konstitutionelle monarkis periode. Her finder man bl.a. Johannes Wiedewelts symbolladede nyklassicistiske sarkofager til Christian 6. og Frederik 5., der efterfølges af 1800-tallets og det tidlige 1900-tals empire og historicisme. Skønt 1849-grundloven og det unge danske demokrati ændrer kongehusets rolle, forbliver de kongelige gravmæler vigtige, og henover århundredeskiftet bliver den folkelige opbakning tydelig gennem folkegaver og indsamlinger til f.eks. Christian 10. og dronning Alexandrines monolitiske sarkofager tegnet af Kaare Klint.

Danske Kongegrave indledes med et kapitel om danske kongegrave i et europæisk perspektiv og afsluttes med et kapitel om kongelig gravheraldik. For at dække emnets mange kulturhistoriske aspekter er værkets forfattere hentet blandt velrenommerede historikere, kunsthistorikere, arkæologer, arkitekter og billedhuggere/restauratorer. Alle skriver inden for deres ekspertområde. Sidst i bind III bringes kirkeplaner, stamtavler og registre.

De danske kongegrave er en enestående del af Danmarks nationalhistoriske kulturarv. Så vidt vides, er der ikke tidligere udgivet en samlet behandling af en enkelt nations kongegrave – set i dette lys skriver værket i sig selv historie.

Karin Kryger er mag.art. i kunsthistorie. Hun har været ansat i Københavns Kommune og på Nationalmuseet som gravminderegistrator og var i en årrække redaktør ved Nationalmuseets værk Danmarks Kirker. Hun har publiceret bøger og artikler om gravminder, kirkegårdskultur og billedhuggerkunst, kirkekunst og restaureringshistorie og sidder i redaktionen af tidsskriftet Sfinx og redaktionen af årsskriftet Kirkegårdskultur.