Dania

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold.Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke.I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam.Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere.Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."Fil størrelse: 182 KB