Du er ikke logget ind
Beskrivelse
De neoliberale styringsformer ændrer daginstitutionerne til rene serviceorienterede dagtilbud. Derfor er der brug for omtænkning og nytænkning.
Et ensidigt fokus på skoleforberedelse undergraver det almene dannelsesperspektiv for børnene og daginstitutionernes almene socialisationsopgave. Og det usynliggør store dele af det pædagogiske arbejde.
Forståelsen af daginstitutionerne, daginstitutionsarbejdet og den pædagoggiske faglighed er i dag for upræcis og udifferentieret. Og det har gjort det svært at formulere alternativer til den neoliberale ændring af institutionerne.
I bogen foreslår forfatterne en ny forståelse af det pædagogiske institutionsarbejde, som det historisk er blevet udviklet i velfærdsstaten. Vigtige begreber, som kendetegner det pædagogiske arbejde, er: Etablering af sammenhæng, den upåagtede faglighed, det pædagogiske kollektiv som et ensemble, gestisk viden og arbejdets skabende karakter.
Med udgangspunkt i denne nye forståelse kritiserer forfatterne den igangværende nedbrydning af daginstitutionerne. Men de diskuterer også en anden vej: Daginstitutionerne som fælles gode som del af et velfærdsparadigme. Det gælder nemlig for daginstitutionerne, som for de øvrige velfærdsinstitutioner, at de ikke bare kan forsvares ud fra det, der har været. De må grundlæggende fornyes.
Forfatterne er alle ansat på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet.