DAGGA

Det er godt nok lidt af et liv den dame har haft. Generet, bly, dårligt selvværd, gift med en statsløs, i interneringslejr, orkan over Atlanten under ubeskrivelige forhold på et troppetransportskib, døden nær mere end en gang på grund af aborter, første gang på et tog. Arbejdede på en af de mest grusomme idiotanstalter i verden, mødte indianere, arbejdede i vaskerier, på hoteller, sygehuse, var ved at blive trampet på af en bjørn. Hun blev optaget på kunstakademiet i Oslo, men valgte at blive fysioterapeut i Danmark i stedet. Hun havde en far som var Hitler værdig, som religiøs fanatiker, han piskede sig selv med en livrem. Hun oplevede også krigen på tætteste hold deroppe i Telemarken, hvor hun voksede op under ufattelige vilkår.... Og alligevel kom hun hel ud i den sidste ende. .... Hun fandt sit livs kærlighed og de levede lykkeligt sammen. ..... Jeg glemmer hende selvfølgelig aldrig, det gør man ikke som søn... Men hun gjorde også lidt ekstra for at jeg skulle huske hende... Det sidste hun sagde til mig, var ... David, Jeg har hemmeligheder... Og så døde hun. ... Jeg tænker! Det tror jeg gerne, men hvilket?