Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Detailhandel er på mange måder blevet en mere hård og krævende disciplin. Forbrugerne er nådesløse i deres valg og evaluering af en butik – og de deler gerne ud af deres erfaringer og holdninger på nettet, samtidig med at de shopper på tværs af kanaler. For de fleste detailhandlere er forbrugerne et utilregneligt, illoyalt, evigt pristjekkende folkefærd, som de ikke ved, hvad de skal stille op med, og som man hele tiden render i hælene af. Mange penge spildes i halsløse forsøg på at sikre sig nye salgskanaler, som efterfølgende kun implementeres halvt eller ikke kan integreres med eksisterende kanaler.
Den nye virkelighed
Nettet har ændret måden, vi køber ind på. Med rekordfart. Og flere brancher bukker under, hvis de ikke tilpasser sig forbrugerne hurtigt nok. Forbrugerne er nemlig vilde med valgfrihed. Intet er bedre end at kunne købe ind i hele verden, når man vil. At få adgang til et større udvalg. Bedre priser. At kunne købe ind fra sofaen og få varerne leveret.
Det er ikke lig med, at de fysiske butikker dør. Der er stadig et stort behov for service, viden, inspiration og oplevelser. Men detailhandlerne har brug for at gentænke deres position, og det skal gå hurtigt. Der er ikke plads til middelmådighed, dårlig service og halvdårlige koncepter.
Fremtiden starter nu
Det er derfor, vi har skrevet bogen om fremtidens detailhandel. Eller rettere; morgendagens detailhandel. For det er nu og her! Det er ikke om 10 eller 20 år. Morgendagens detailhandel tilpasser sig forbrugernes nye købsadfærd, der går på tværs af kanaler.
Vi håber, du vil blive inspireret til at gøre noget godt og til at sikre, at der også om mange år er masser af detailhandel i Danmark. Bogen er fuld af idéer, eksempler og historier om de mange veje og muligheder, der ligger lige foran os alle.
De butikker, der vælger at være til stede for kunderne på tværs af kanaler, kan se frem til nogle spændende år, hvor detailhandel genopfindes. Nye muligheder åbner sig, og det bliver langt mere spændende end de sidste 30 år med centralisering, butikscentre og ensformighed.
Kom i gang med fremtiden. Den er cross channel, og det bliver spændende!