Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Meget få bøger har forandret vores verdensbillede i den grad at betegnelsen "Paradigmeskifte" har sin berettigelse - men Charles Darwins hovedværk Arternes oprindelse fra 1859 er en af dem.
Udviklingslærens skelsættende betydning bestod ikke kun i revolten mod skabelsesberetningen: påvisningen af at mineraler, planter, dyr og mennesker er led i en milliardårig udviklingshistorie. Heller ikke teorien om vores fjerne slægtskab med agurker, amøber og aber forekom samtidens forskningsmiljø oprørende. Evolutionslærens største udfordring var derimod ideen om den naturlige selektion - dvs. at de gradvise ændringer inden for en art sker gennem naturlig udvælgelse, hvor de bedst tilpassede individer i hver generation sætter det største antal afkom i verden.
Den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen tegner i denne velskrevne bog et portræt af Charles Darwin, af hans naturvidenskabelige og kulturelle miljø, hans arbejde med at udvikle sin teori, stridighederne om den og Darwins videnskabelige stilling i dag. Samtidig gør forfatteren op med de mange myter, der knytter sig til darwinismen og udviklingslæren, og fremlægger i stedet et nuanceret syn på den moderne biologis grundlægger og hans lære.