Du er ikke logget ind
Beskrivelse
'Brahmadellerne' er første bind i Jóanes Nielsens nordatlantiske krønike om forfatteren og politikeren Eigil Tvibur og de to færøske slægter Brahmadellerne og Tvibur, som han er rundet af. Begge slægter kendetegnes ved, at deres ståsted både er kristent og trækker tråde fra både hedenskab, overtro og andre verdensreligioner. Det sker ikke uden sværdslag. Med dette udgangspunkt følger vi deres indbyrdes konflikter og afhængighed i samspil med resten af de nordatlantiske lande.
'Brahmadellerne' er historien om arbejdere og arbejdsgivere, kristne og overtro, vold og kærlighed, mænd og kvinder, Danmark og Færøerne og ikke mindst længslen efter at gøre sig fri af fortid og slægtskab. 'Brahmadellerne' rejser spørgsmålet om det overhovedet er muligt.
“I al sin umanerlighed er det en umådelig charmerende og i grunden uimodståelig bog, der uanstrengt formår at spænde fra Kingos »Far verden, far vel« til Dusty Springfield” – Erik Skyum-Nielsen i Information
“… fængslende og vildtvoksende (…) Der er en vældig, oceanisk fortællekraft i Jóanes Nielsens færøske krønike ‘Brahmadellerne'” – Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad
“Færøsk krønike med slagkraft.” – Anette Jensen i Flensborg Avis
“Skrøner, historiske facts og ren fiktion er blandet godt og grundigt i den muntert skælmske roman ‘Brahmadellerne'” – Henriette Bacher Lind i Jyllands-Posten
“Jóanes Nielsen er en kulturfæring, der ikke tror på nationens særlige mission, men kender den godt nok til at sætte sig ned, når de andre rejser sig, og vide, hvilke gravstene man skal lade sit vand på for at få de andres pis i kog.” – Thomas Bredsdorff i Politiken
“Et brag af en roman. (…) Man bliver prisværdigt klogere på livet i et lille samfund og det evigt kringlede menneskesind. Læs, læs, læs.” – Anne Wehner, Bogblogger.dk