Bortførelsen og henrettelsen af Hanns-Martin Schleyer

Et must for alle,

der har læst Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden.

I efteråret 1976 - det som siden er blevet kaldt det tyske efterår - bortførte den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion den tyske arbejdsgiverformand og formand for tysk industri, Hanns-Martin Schleyer. Med bortførelsen håbede RAF at kunne presse den tyske regering til en fangeudveksling med de arresterede RAF-medlemmer, der sad i det topsikrede fængsel i Stammheim. Her sad gruppens centrale skikkelser, Andreas Baader og Ulrikke Meinhoff. Da den tyske regering nægtede at indgå en aftale, samarbejdede RAF med den palæstinensiske befrielseshær PFLP om kapringen af et passagerfly, for yderligere at lægge pres på regeringen. Kapringen var en katastrofe - alle kaprerne blev overmandet og dræbt af eliteindsatsstyrke. I fængslet i Stammheim indså de indsatte at slaget var tabt, og begik kollektivt selvmord, dog fingeret som en statslig henrettelse. Efter denne dramtiske udvikling så Schleyers bortførere ingen anden udvej end at dræbe ham - efter 43 dage i deres varetægt.

Bogens scoop er at den er skrevet af en bortførerne, Peter-Jürgen Boock, og giver dermed et førstehåndsindblik i begivenhederne og i forholdet mellem bortførerne og Hanns-Martin Schleyer. Schleyer, som de så som en inkarnation af alt de var imod; den tidligere generation og deres forhold til nazismen - Schleyer havde en fortid som SS-officer - og den magtfulde og undertrykkende kapital. Det skulle dog vise sig, at bortførerne fuldstændigt havde undervurderet deres offer. Schleyer var intelligent og indfølende, ja, nærmest sympatisk mennesket, hvilket læseren får indtryk af gennem beskrivelserne af de dialoger og verbale konfrontationer, der fandt sted ml. bortførerne og Schleyer.

Bogen er elementært spændende.