Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Markedet bugner med bøger om kvinder og kvindeliv ved indgangen til det 21. århundrede. Så hvorfor udgive endnu et skrift om børn, kvinder og ligestilling? Fordi - mener Lone Nørgaard, forfatter til bogen Sex, løgn og kvinder (1993) - der endnu mangler at blive løftet et par slør, sagt et par sandheder og punkteret et par myter. Om par og forplantning.
Formålet med bogen er at sætte fokus på moderskabet ved at diskutere en række aspekter omkring køn, forplantning og ligestilling - emner der har været enten udgrænset, nedtonet eller misfortolket i de sidste 10-15 års danske debat om far-mor-børn konstellationen. Det drejer sig om emneblokkene:
drengemoderskabet
barneønsket contra barnerealiteten
fragmenteringen af moderskabet
ligestillingspolitikkens fallit
drengeopdragelse
feminisering
husmorfunktionen
Ambitionen er at bidrage til en fornyelse af de dominerende synspunkter om ligestilling samt at gøre op med de løgne, der fortsat florerer på området. Snarere end en debatbog er der tale om en brugsbog, som forhåbentlig er god at blive klog af, fordi der formidles forskning samtidig med en indføring i ligestillingens problemfelter.