Blod på sneen

Sneen dansede som vattotter i lyset under lygten. Ikke i nogen bestemt retning; den vidste ikke, om den ville op eller ned, men lod sig blot føre af den helvedes, iskolde vind, som kom ind fra det store mørke over Oslofjorden. Sammen hvirvlede de, vinden og sneen, rundt og rundt i mørket mellem de natlukkede lagerbygninger på kajen. Indtil vinden blev træt af det og satte sin dansepartner fra sig helt inde ved væggen. Der var den tørre, gennemblæste sne føget sammen under skoene på den mand, jeg netop havde skudt i brystet og i halsen. 

Blodet dryppede fra hans skjorteflip og ned på sneen. Nu er det ikke sådan, at jeg ved særlig meget om sne — eller om noget andet for den sags skyld — men jeg har læst, at de snekrystaller, der dannes ved hård frost, er helt anderledes end dem i tøsne; grovkornede eller hårde og skarpe snefnug. At det er formen på krystallerne og tørheden i sneen, som gør, at hæmoglobinet i blodet beholder den dybrøde farve. I hvert fald fik sneen under ham mig til at tænke på en kongekappe i purpur og hermelin, som på tegningerne i den bog med norske folkeeventyr, som min mor havde læst højt for mig. Hun kunne godt lide eventyr og konger. Det var vel derfor, hun havde opkaldt mig efter en. 

Aftenposten skrev, at hvis kulden fortsatte til nytår, ville 1975 blive det koldeste år siden krigen, og at vi ville huske året som begyndelsen på den nye istid, som forskerne havde spået i et stykke tid nu. Men det vidste jeg ikke noget om. Jeg vidste bare, at manden, der stod foran mig, snart var død, en sådan skælven i kroppen er ikke til at tage fejl af. Han var en af Fiskerens mænd. Det var ikke noget personligt. Og det sagde jeg også til ham, før han sank sammen og efterlod en stribe af blod på muren. Ikke at jeg tror, det gjorde tingene lettere for ham at høre, at det ikke var personligt. Når jeg selv skal skydes, vil jeg foretrække, at det er personligt. Og jeg sagde det vel heller ikke for at undgå, at hans spøgelse skulle komme efter mig, for jeg tror ikke på spøgelser. Jeg kunne bare ikke finde på andet at sige. Jeg kunne selvfølgelig have holdt min kæft; det er jo det, jeg plejer at gøre. Så noget må der have været, som pludselig gjorde mig snakkesalig. Måske den kendsgerning, at det var jul om få dage. Vi mennesker søger sammen, når julen nærmer sig, har jeg hørt. Men jeg ved det ikke. 

Jeg troede, at blodet ville fryse på overfladen af sneen og blive liggende. Men i stedet sugede sneen det til sig, trak det ned under overfladen, gemte det, som om den selv havde brug for det. Da jeg gik hjemad, forestillede jeg mig, at der rejste sig en snemand fra driven, en med lige akkurat synlige blodårer under den ligblege hud af is. Jeg ringede til Daniel Hoffmann fra en telefonboks og sagde, at opgaven var udført. Hoffmann sagde, at det var godt. Han stillede som sædvanlig ingen spørgsmål. Enten havde han lært at stole på mig i løbet af de fire år, jeg havde arbejdet for ham, eller også ville han ikke vide noget. Opgaven var udført; hvorfor skulle en mand som ham besvære sig med den slags, når det, han betalte 
for, netop var at have mindre besvær? Han bad mig komme ind på kontoret dagen efter; han sagde, at han havde et nyt job til mig. 
"Et nyt job?" spurgte jeg og mærkede hjertet springe et slag over. 
"Ja." sagde Hoffmann. "Altså, en ny opgave." 
"Nå, sådan." 
Jeg lagde lettet røret på. For der er ikke så meget andet, jeg kan bruges til, end det jeg allerede laver.