Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Bogen består af oversættelser af tre helt centrale tekster inden for det billedpolitiske felt: Det San Francisco-baserede venstreradikale kollektiv Retorts “En nedslagen hær”, den marxistiske kunsthistoriker O. K. Werckmeisters “Den samtidshistoriske billedproblematik” og den postsituationistiske gruppe Tiqquns “Teser om det Imaginære parti”.
Med udgangspunkt i den franske tænker Guy Debords forestilling om skuespillet analyserer Retort terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 som et spektakulært billednederlag for den amerikanske stat, der forgæves har forsøgt at genskabe billedet af amerikansk overherredømme.
Karl Werckmeister kortlægger I forlængelse af Walter Benjamin fremkomsten af en stadig mere omsiggribende operativ billedsfære, der sigter på kontrol og sikkerhed, og hvor billeder cirkulerer uset i elektroniske netværk.
Tiqqun opdaterer Debords analyse af skuespillets kolonisering af hele det sociale liv og beslaglæggelse af alle identiteter med en triumferende bekræftelse af dette liv som skuespillets paradoksale ophævelse.