Balance

Universet søger en balanceposition mellem ekspansionen og kontraktionen og lysets længdeforøgelse og rødforskydning på den ene side og dets længdeforkortelse og blåforskydning på den anden side findes også i rummet og perspektivet.

Det bruges i denne bog til at beskrive tiden i universet som den mængde, der er mellem masser, der bevæger sig og danner grundlag for et flyprojekt, hvor tiden accelererer og et projekt med en tidsmaskine

” The Second ”, hvor tiden står stille.

Både i stjerner og galakser går tiden således hurtigere, når der sker en længdeforøgelse og rødforskydning og langsommere, når der sker en længdeforkortelse og blåforskydning.

Bogens kapitler dimension, dynamik, lys og tid er også en universel bevægelse mod en balanceposition, hvor større dimension resulterer i større dynamik og mere lys og tid.

Tiden deles i tidens længde og tidens hastighed. Tidens længde i Jordens egen rotation er f.eks. 24 timer over en strækning på ca. 40.000 km. Tidens hastighed varierer derimod med størrelsen på den radius, der udgår fra Jordens akse, så den roterer hurtigst ved ækvator med 1666 km. i timen, hvor radius er størst, mens den ved polerne roterer 0 km. i timen, hvor radius er mindst.

Tidens længde som faste systemer af intervaller findes i flere størrelser foruden Jordens egen rotation: Jorden om Solen på en strækning af 942 mio. km. med 30 km. i sekundet og Solen rundt i Mælkevejen på en strækning af 170.000 lysår med 230 km. i sekundet. Alle disse inertialsystemer med tidens længde udfyldes af tidens hastighed i flere tempi, og de to søger konstant en balanceposition.

Og tidsenhederne sekunder, timer og år kan som bevægende objekter både gå hurtigt og langsomt afhængigt af, hvor langt og hvor hurtigt de bevæger sig. Tidens gang skal visuelt registreres, før den går, og går den meget hurtigt, står den også stille. Det skyldes, at der foran bevægelsen sker længdeforkortelse og blåforskydning, der får tiden til at gå langsommere, mens der bag bevægelsen sker længdeforøgelse og rødforskydning, der får tiden til at gå hurtigere. Det gør dagen langsom og blå og aftenstunden hurtig og rød.

I flyprojektet bruges længdeforøgelsen i motorens flade skive, hvor ligningen v2 = M x Fc x r > ∞ konstant accelererer tiden.

I tidsmaskinen ” The Second ” standser længdeforkortelsen ind mod centrum modsat tiden med ligningen v2 = M x F x r > 0.

I tidens hastighed kan det samme sekund, fra det starter til det slutter, gå hurtigt i cirklens periferi, hvor det længdeforøges og rødforskydes, og det kan gå langsomt i cirklens centrum, hvor det længdeforkortes og blåforskydes.