Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Arrangement kan udføres på et utal af måder, både stilistisk og kompositorisk.
I denne bog har jeg, af pædagogiske og didaktiske grunde, valgt arrangement på et klassisk/romantisk grundlag med stemmeføring og dissonansbehandling etc. passende til dette stil-idiom. Eksemplerne i bogen er udarbejdet på grundlag af tre Carl Nielsen sange med tilhørende becifring, arrangeret for henholdsvis strygekvartet, blæserkvintet og kor.
I de tre arrangementer er de klassiske akkompagnementsinstrumenter, såsom klaver, guitar, harpe og marimba etc. bevidst undgået, og i stedet arbejdes med melodiinstrumenter. Dette gøres for at kunne arbejde indgående med de udfordringer der opstår, når et melodiinstrument skal akkompagnere et andet instrument.
De metoder og teknikker der benyttes i løbet af bogen, er baseret på mine erfaringer som komponist og som underviser i satslære og arrangement på konservatoriet gennem mange år.
Igennem analyse og satsarbejde oparbejdes læserens forståelse og håndværksmæssige kunnen i arrangement. Satsarbejdet illustreres med talrige eksempler, jeg har udarbejdet for at give et blik ind i det kompositoriske værksted, og læseren føres gennem den kompositoriske proces, herunder de problemer der opstår samt afprøvning af mulige løsninger. På den måde kan han/hun udvikle og forfine sit håndværk, i det intense arbejde med både detaljen og de store linjer i formen.
En vigtig del af at tilegne sig færdigheder i komposition og arrangement, er at lytte, analysere og afprøve, og så lytte, analysere og afprøve igen. Af denne årsag er der til alle relevante eksempler i bogen lavet en lydfil i NotePerformer, som kan høres/downloades på: www.martinlohse.dk/arrangement/sound.zip