Du er ikke logget ind
Beskrivelse
‘Ansigtet – musik og kristendom’ markerer Jørgen I. Jensens mangeårige virke som inspirerende kirke- og kulturhistoriker, teolog og musikskribent samt forfatter til et stort, originalt teologisk tværfagligt forfatterskab. Bogens 25 artikler og essays – tre nye – bevæger sig frit i krydsfeltet mellem kultur, historie, teologi, kirke og kunst – med treklangen teologi – kultur – musik som den røde tråd. Ånds- og kulturhistorie generøst formidlet med lærdom, musisk gehør, intellektuelt overskud og historisk overblik.
Der findes næppe en mere vidende polyhistor i Danmark end Jørgen I. Jensen. Med udgangspunkt i sit fag, teologien, hvis mange discipliner han har stort indblik i, har hans nysgerrighed og forskerevne ført ham ind i et stort antal fagområder. Som højagtet kender af musikken, dens historie og krævende specialviden, har han udviklet en omfattende kulturanalyse. Munter fortælleglæde og en udbredt foredragsvirksomhed har i årtier været hans særpræg. Det er indlysende at opsamle bredden i dette forfatterskab i en bredspektret antologi. Jeg ved knapt nok, hvad jeg kunne anbefale varmere.
Erik A. Nielsen, prof. emer., dr. fil. og dr. theol.