Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Amdi bliver til afdækker en række ufortalte, men afgørende begivenheder i de første 31 år af Mogens Amdi Petersens liv. En formativ periode fra 1939 til 1970, der forandrede en kuet skoleinspektørsøn til en oprørsk ener og støbte fundamentet til det kontroversielle Tvind-imperium, som han har hersket over i et halvt århundrede.
Med biografisk fokus, flashbacks til et broget stamtræ og en udflugt til hans aktuelle skjulested i Mexico dokumenteres forvandlingen fra dydsmønstret Mogens til forføreren Amdi, der vil opleve og erobre verden, mænge sig med revolutionære forbilleder og sætte sit aftryk på historien.
Mens Amdis borgerlige barndomshjem krakelerer, går han forrest i atomvåbenprotesterne og grundlægger kollektiver og ungdomshuse, før begreberne findes. Senere iscenesætter han sig som en pædagogisk pioner, der frygtes af etablissementet og dyrkes af elever, presse, føjelige mænd og forandringsparate kvinder.
Bogen er rigt illustreret.
Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen har skrevet bogen, mens skuespiller Thure Lindhardt har bidraget til de mange øjenvidneinterviews. Makkerparret har siden 2016 arbejdet på at nå til bunds i myten og fænomenet Mogens Amdi Petersen, der gennem flere årtier er blevet jagtet af myndigheder og medier.