Du er ikke logget ind
Beskrivelse
AKTUELLE TENDENSER OG DILEMMAER I SKOLELEDELSE kan læses som en række bud på, hvad en række forskere i 2024 finder, er relevant og vigtigt inden for skoleledelsesområdet. Bogens ni kapitler er skrevet af forskere, om end en enkelt bidragyder også arbejder som skoleleder. Alle bidragydere er tilknyttet Fokusområde for Skoleledelse under Center for Grundskoleforskning ved Syddansk Universitet.
Bogen rummer såvel en række teoretiske som empiriske kapitler. Bogen indkredser f.eks. aktuelle positioner inden for forskning i skoleledelse og diskuterer professionaliseringsstrategier inden for feltet. De aktuelle tendenser, som bogens kapitler adresserer, er eksempelvis emner som grøn skoleledelse, lederudvikling og de langsigtede erfaringer af corona-skolen.
Bogens budskab er ikke, at der er en rigtig måde at være skoleleder på, sådan som der i en bestemt historisk periode har været en tendens til at argumentere for inden for dele af skolelederforskningen, f.eks. inspireret af angelsaksisk skolelederforskning. I stedet argumenteres der for, at man skal forsøge at håndtere de dilemmaer og modsætninger, man ofte står over for som skoleleder, gennem øget refleksion eller bevidsthed. Det kan eksempelvis være dilemmaer mellem demokrati og kravet om faglige præstationer eller mellem brede dannelseshensyn over for hensynet til arbejdsmarkedets krav.
Bogens genstandsfelt er ledelse af folkeskoler, men alle, der beskæftiger sig med skole- og uddannelsesledelse, kan have glæde af bogen. Mere konkret henvender den sig både til forskere i skoleledelse, undervisere ved eksempelvis professionshøjskolerne, aktører inden for området, eksempelvis forvaltningsrepræsentanter, og andre med interesse for området samt selvfølgelig – sidst men ikke mindst – skoleledere. Bogen er fagfællebedømt.