Akelejens væsen

Halvor forlod kirken gennem indgangsdøren, han lod den stå på vid gab efter sig. Hænderne følte ydersiden af dørene hele vejen ud, indtil fingerspidserne efterlod dem, og hans udstrakte arme faldt ned langs siden. ”Lad de små komme til mig,” stod der over døren. Månen skiftede langsomt farve fra kridhvid til let gul.Trekløveret iagttog tavst den siddende skikkelse, hvis arme var fastholdt med korslagte ben til knæfaldets balustrade med hvide plasticstrips i skarp kontrast til den sorte opsmøgede præstekjole. Det foroverbøjede hoveds skaldede isse var dekoreret med røde øjne og et smil, som grinede én lakonisk i møde. En tom læbestift lå nedenfor offeret, og enkelte vanddråber vidnede om, at livet havde forladt kirkens vært under vand. Et vådt spor på granitgulvet ledte til den vandfyldte døbefont, hvor en enkelt af Jerichos Roser stille vuggede i færd med at håndtere livet, som atter trak ind i den over en forlist brille på bunden af granitkarret.