Neil Gaiman er en engelsk forfatter, som er kendt for at skrive spændende fantasy-fortællinger til børn, unge og voksne. Han begyndte sin karriere som journalist, hvor han bl.a. skrev for British Fantasy Society. Det varede dog ikke længe, før han fik udgivet en lang række romaner, noveller og tegneserier samt skrev manuskripter til både film og tv-serier.
I Neil Gaimans værker bliver læseren ofte taget med på en fantastisk rejse til et mystisk univers. Det er gerne helt tilfældigt, at karaktererne støder på en magisk verden, der adskiller sig fra den, de kender. Det er bogen "Coraline" et godt eksempel på, da den handler om en pige, som finder en dør til en anden og meget uhyggelig verden.
Neil Gaimans værker har vundet ham en masse prestigefyldte priser, og flere af dem er også blevet filmatiseret. Det gælder f.eks. bogen "Stjernestøv", hvor en ung dreng leder efter en stjerne, der viser sig at være en pige. En af Neil Gaimans mest populære bøger, "Good Omens", skrev han desuden sammen med Terry Pratchett, som var en anden kendt fantasyforfatter.