Du er ikke logget ind
2024 er af bogbranchemedier spået til at være romantasyens år. Hos Saxo ser vi det særligt i vores engelske bogsalg, hvor forfattere som Rebecca Yarros, Sarah J. Mass og Lauren Roberts dominerer med deres episke, serielle og ret sexede fortællinger.
Romantasy er en #BookTok-favorit og et hot topic i disse dage! Flere medier har den seneste tid skrevet om den nye blandingsgenre, som kombinerer romance med fantasy. Avisen The Guardian kaldte tendensen for ’en genre af sværd og soulmates’. Det er hedt, fantasifuldt i mere end en forstand og fyldt med drager, erobringer og kærlighed.
Interessen globalt set er massiv. Hos Saxo mærker vi efterspørgslen og salget indenfor denne genre er steget med mere end 72 % det seneste år, og i 2024 alene er salget steget med knap 120 %.
Sarah J. Mass’ forlag har oplyst, at de opjusterer deres forventninger til årets salg alene pga. den store interesse for genren, og hun er også en af de danske læseres romantasy-favoritter.
Samtidig har vi hos Saxo set både 'Fourth Wing' og 'Iron Flame' har haft faste placeringer på bestsellerlisterne hos Saxo siden forsommeren 2023. Faktisk har forfatteren bag, Rebecca Yarros, siden uge 26 haft minimum én af de to bøger på vores ugentlige bestsellerlister. ’Fourth Wing’ var desuden den 4. bedst sælgende engelske bog hos Saxo i 2023. Tredje bind udkommer til december, og vi er mange, der ikke kan vente med at følge i hælene og på drageryg på heltinden Violet.
På TikTok har #romantasy voldsomt mange views, og her skal man holde øje med antallet af chilli-emojier i anmeldelserne, der indikerer præcist, hvor 'spicy' indholdet er.
Selvom Booktok-effekten på verdensplan siges at være aftagende, så er Rebecca Yarros en af sidste års helt store #Booktok-skabte stjerner.
Da 'Fourth Wing' havde været ude i 3 måneder, havde den ifølge Publishers Weekly allerede solgt 400.000 ex.
I en verden, hvor nyhedsbilledet er fyldt store kriser, krige og konflikter, er læsestoffets eskapisme også en genvej til alternative verdner, hvor andre hierarkier og dagsordner hersker formentligt kærkomment for mange. Og derfor er det nok ikke helt tilfældigt, at netop romantasyen som genre har vokset sig stort de seneste par år.
Se alle bøger indenfor genren her
Vis mereVis mindre
Vis mereVis mindre