Over 10 mio. titler Fri fragt ved køb over 499,- Hurtig levering Forlænget returret til 31/01/25

Emil fra Lønneberg fylder 60 år den 23. maj

Han er ikke mange dage over seks år, den lille lyshårede Emil fra Lønneberg med luen, bøssen og de mange skarnsstreger, men historien om ham kan ikke desto mindre fejre 60-års fødselsdag den 23. maj i år. Måske som et resultat af jubilæet er netop jubilæumsbogen, ‘Emil fra Lønneberg’, den Astrid Lindgren-bog, der er solgt flest af hos Saxo indtil videre i 2023. Det er i høj grad institutioner og skoler, der står for det store Emil-indkøb.

En populær ballademager

Den lille ballademager var en af Astrid Lindgrens egne favoritter blandt sine mange karakterer, og de danske læsere deler forfatterens kærlighed til historierne om Emil, som både er at finde på børneværelser og hos danske institutioner og skoler – sidstnævnte i særdeles stor stil.

‘Emil fra Lønneberg’ har nemlig en særlig plads hos netop landets institutioner og skoler. Her er bogen den tredje mest populære af Astrid Lindgrens bøger, set over hele Saxos historie tilbage til 2001. ‘Brødrene Løvehjerte’ og ‘Ronja Røverdatter’ indtager pladserne som hhv. nr. et og to, når der skal købes bøger til offentlige såvel som til private boghylder.

Emil ind med institutionerne

2023 har også været et godt Emil-år for de danske institutioner og skoler indtil videre. Faktisk er 71 % af 2023-salget af Emil-bøger gået hertil, og ser vi på det samlede salg af Astrid Lindgrens bøger i 2023, står institutioner og skoler indtil videre for 30 % af indkøbene.

I 2022 stod danske institutioner og skoler for 28 % af alle købte Astrid Lindgren-bøger hos Saxo, hvilket er en fordobling fra året forinden. Fordoblingen kan blandt andet hænge sammen med Bogglad-puljen på 23,9 mio. kr., som blev afsat på finansloven for 2021 til indkøb af nye bøger til institutioner i 2022.

At de gode takter fortsætter ind i 2023, kan være efterdønningerne fra Bogglad, da mange projekter fortsætter, selvom Bogglad er afsluttet.

Lindgren for læselyst

Bogglad har haft til formål at stimulere børns læselyst gennem adgang til litteratur, og salgstallene tyder på, at Astrid Lindgrens bøger i kølvandet på Bogglad får en endnu større rolle at spille i børns tidlige møde med litteraturen. Selvom Astrid Lindgrens bøger ikke er moderne, rummer de så mange universelle følelser, at de alligevel vækker genkendelse, og netop det er afgørende for, at læselysten kan opstå og fastholdes.

 

Om bøgerne

‘Emil fra Lønneberg’ udkom første gang på svensk i 1963 og på dansk året efter. I 1966 udkom anden bog i serien, ‘Mere om Emil fra Lønneberg’, på både svensk og dansk, og i 1970 udkom den sidste bog i serien, ‘Han er her endnu – Emil fra Lønneberg’, også på både svensk og dansk.

Udover de tre kapitelbøger skrev Astrid Lindgren også en række billedbøger om Smålands frækkeste unge.

Vis mereVis mindre

Machine Name: SAXO081