Du er ikke logget ind
Da Sofie Linde sidste år fandt ud af, at hun var gravid, fornemmede hun hurtigt, at omverdenen havde en masse forventninger til hendes nye status. Hun skulle være glad og glæde sig. "Nyd det nu!", gentog mænd og kvinder omkring hende. Men Sofie Linde var bare alt andet end glad. Hun orkede næsten ikke veninderne, tudede, når hormonerne buldrede rundt i kroppen, og mistænkte kæresten for at ville kidnappe deres kommende barn. Hun overspiste alt fra mælkesnitter til æbleskiver, faldt i søvn de mærkeligste steder og følte sig som et kluntet monster. Kort sagt: Sofie Linde afskyede den søde ventetid.
"Fortællingen om 'Den søde ventetid' er skrevet af løgnere og gamle konger for at sikre reproduktionen og nationens overlevelse. Det er jeg sikker på. For det er satme godt nok benhårdt arbejde at lave et barn. Altså ikke første step, hvor en haletudse flytter ind i et halvråddent æg, men de ni efterfølgende steps. De er så hårde. Jeg ved godt, jeg klynker. Det er også noget nyt, som jeg begyndte på, efter jeg blev gravid. Der var aldrig nogen, som havde fortalt mig, at det kræver så meget af kvinden at være gravid. Mine veninder har altid sagt, at de var trætte, men jeg havde ligesom aldrig hørt om - eller i hvert fald ikke forstået alt det andet. Alle de andre småting, som fyldte og konstant forstyrrede min hverdag og flyttede fokus fra at gå og være glad. Jeg skulle jo have et sundt og raskt barn. Jeg var i 'lykkelige omstændigheder'. Jeg var bare ikke lykkelig."
Vidste du forresten, at du som medlem af Saxo Premium kan få 'Fårking gravid' af Sofie Linde med rabat, både som lydbog, fysisk bog og e-bog?
'Fårking gravid - en fremmed flytter ind' er Sofie Lindes ærlige, lattervækkende og nogle gange tåkrummende pinlige dagbogsnotater fra et liv med stor mave. Det er et hylende morsomt manifest for alle, der ikke tør sige det højt, at de hadede at være gravid, og et tankevækkende indspark midt i et af livets store skrift.
Sofie Linde (f. 1989) er en af Danmarks mest populære tv-værter og kendt fra Sommer Summarum, MGP, Dr Ultra og ikke mindst underholdningsprogrammet X factor. Hun er gift med Joachim Ingversen og mor til Trine.
"Kære dagbog
I dag har jeg formået at:
Gå ind i en lukket dør.
Tabe kaffe ned over min lyserøde kjole.
Tabe en tung bog ned over min tå.
Spilde vand over Joakims computer.
Ødelægge vores induktionsplade.
Råbe ad en gammel dame, der ikke havde styr på sin hund.
Ringe til Joakim (mens han var på arbejde) ni gange.
Skære mig selv i fingeren.
Bestille sushi fra en restaurant... I Jylland.
Jeg har grædt efter hvert eneste "uheld", og Joakim har trøstet mig hver gang. Nu går jeg i seng og skammer mig.... …nu tuder jeg igen..."
"Kære dagbog
I nat havde jeg en drøm om, at Joakim ville stjæle Trine. DET SKAL HAN IKKE HAVE LOV TIL! Jeg ved godt, det bare er en drøm, men hvad nu hvis han planlægger at stjæle Trine? Han er på arbejde nu, men når han kommer hjem, spørger jeg ham direkte: Har du tænkt dig at stjæle Trine, når hun bliver født? Og hvis han siger ja, flytter jeg til Jylland. Måske Jelling. Der har jeg været engang for nogle år siden. Det er hyggeligt. Ej, jeg ringer til ham nu … (…)
Okay, så har jeg snakket med ham. Han var lige midt i et møde, men han lovede, at han absolut ikke ville stjæle Trine. Jeg begyndte at tude. Jeg blev sgu da helt flov over, at jeg troede, at han ville stjæle hende. Han har heldigvis fået talt mig til ro. Nu vil jeg lige tage mig lidt chokoladeis - og så er det bare at vente på, at han kommer hjem igen. Holdt kæft, hvor kedeligt!!!!!!"
"Kære dagbog
Her sidder jeg. I min sofa. Stor og tyk - og med en lille babypige i maven, som kan hikke. Hun hikker lige nu. Duk-duk-duk-duk. Tænk sig, at hun virker så godt allerede. Hendes krop virker. Hun kan hikke. Det er noget af det sødeste, jeg nogensinde har oplevet. Det gør hende på en måde så forbandet virkelig. Og menneskelig. Jeg er sgu begyndt at svede lidt i øjnene. Min mor siger, at det er med til at træne hendes vejrtrækning. Er det ikke crazy? Hun skvulper rundt derinde og øver sig i at trække vejret, så hun ved, hvordan man gør, når hun skal ud i sollyset til os andre."
"Kære lille Trille <3
Du er min største bedrift og den person som jeg ubetinget elsker mest i hele den vide verden. Jeg er dig evigt taknemmelig for, at lige præcis du valgte os som forældre. Den her bog handler om, hvordan det var for mig at være gravid med dig. Og lille skat, jeg sender ingen regning - men jeg kan måske lige påpege, at det på den måde ikke var en 'walk in the park'.
Så når du bliver professionel tennisstjerne, kok eller it-konsulent og tjener mange penge, så skylder du din mor et Rolex-ur til 90.000 kr. 10.000 kr. for hver måned, jeg slæbte rundt på dig. Hvis du aldrig bliver rig (og det gør du nok ikke. Det gør vi ikke i vores familie - det es findes simpelthen ikke i kortene hos os), så vil jeg gerne bede om et sødt kort og de kop nudler fra netto, som jeg rigtig godt kan lide.
Trine, jeg elsker dig. Du er mit livs lys og centralvarme, og jeg lover dig, at jeg vil gøre mit ypperste for at sikre at du får de bedste betingelser i den her verden.
Os to altid. <3
Din mor Sofie"