"Sæt en vagtpost ud" er den længeventede fortsættelse til Harper Lees "Dræb ikke en sangfugl", der i 1961 blev tildelt Pulitzerprisen og er en klassiker i amerikansk litteratur.
Der er gået 20 år siden begivenhederne i "Dræb ikke en sangfugl" og den nu 26 år gamle Scout bor i New York. Hun vender hjem til sin barndomsby, Maycomb i Alabama, for at besøge sin far Atticus. Der bliver Scout dog tvunget til at revurdere alt hun ved om den lille by, dens indbyggere og sine egne følelser omkring, det sted hun er født og opvokset. I en tid hvor racediskriminationen raser i USA, må den nu voksne Scout kæmpe med politiske såvel som personlige problemer, idet hun forsøger at forstå sin fars holdning til samfundet.
"Sæt en vagtpost ud" er en rørende, underholdende og fantastisk bog om medmenneskelighed, diskrimination, hykleri, ærlighed og menneskets komplekse natur.
Uddrag
Siden Atlanta havde hun set ud ad vinduet i spisevognen med en næsten fysisk glæde. Mens hun drak sin morgenkaffe, betragtede hun Georgias sidste bakker fortone sig og den røde jord dukke frem med de fejede gårdspladser med bliktags-huse i midten og på gårdspladserne den evindelige jernurt kranset af hvidkalkede bildæk. Hun smilede bredt, da hun så den første fjernsynsantenne på taget af en sort families umalede hus i takt med at de blev flere, steg hendes glæde.
Jean Louise Finch plejede at foretage denne rejse med fly, men hun havde besluttet at tage toget fra New York til Maycomb Junction på denne sm femte årlige hjemrejse. For det første havde hun været ved at dø af skræk, sidste gang hun fløj: Piloten havde bestemt sig for at flyve gennem en tornado. For det andet var hendes far nødt til at stå op klokken tre om morgenen, hvis hun fløj derned, køre 160 kilometer for at hente hende i Mobile og så gennemføre en hel arbejdsdag bagefter: Han var blevet tooghalvfjerds, og det var ikke længere rimeligt.
Hun var glad for, at hun havde besluttet at tage toget. Togene havde forandret sig siden hendes barndom, og hun morede sig over alt det nye: En fed konduktørhånd kom til syne, når hun trykkede på en knap på væggen, på hendes befaling poppede en skinnende ren stålvaskekumme ud af en anden væg, og der var et wc, man kunne smække fødderne op på. Hun valgte ikke at føle sig intimideret af de mange stencilerede instrukser, der hang rundt omkring hendes kupé — en enkeltsovekupé, kaldte de det — men da hun var gået i seng aftenen før, var det lykkedes hende at få klemt sig selv fast mod væggen, fordi hun havde ignoreret påbuddet: "TRÆK DETTE HÅNDTAG NED OVER BESLAGENE" en situation konduktøren til hendes store forlegenhed kom og afhjalp; hun sov altid kun i pyamasskjorte.
