Øjnene holder aldrig op med at se

Øjnene holder aldrig op med at se er Dorte Schous anden roman. Den er vævet sammen af korte lyriske stykker, som tilsammen danner en både grusom og smuk familiehistorie.

Gennem erindringsstykker kaster teksten lys på rollen som pårørende og forsøger at sætte ord på blinde pletter i familiens fortælling om sig selv. Journalnotater fra farmorens indlæggelse på psykiatrisk hospital i 1930'erne udfordrer hierarkiske strukturer forbundet med retten til at fortælle sin egen historie. Strukturer, som også ses afspejlet i forholdet mellem forældre og barn. Dorte Schou præsenterer et nøgternt blik på livets realiteter, men insisterer samtidig på at se verden som et underfuldt og smukt sted.