Jagten på lykken i overflodssamfundet. eller Store Stygge Ulv-syndromet

Vi lever i paradiset. Levealderen er højere end nogensinde. Vi kan spise den mad vi vil lytte til musik når vi vil læse hvad vi vil. Alle har mindst én måned ferie om året. Vi kan drikke rent vand fra hanen og behøver ikke frygte hverken lunefulde diktatorer eller landevejsrøvere. På mange måder er levestandarden for almindelige vesteuropæere i 2008 højere end den var hos adelen for 150 år siden. Alligevel er vi ikke tilfredse. Undersøgelser tyder faktisk på at livskvaliteten er gået lidt ned siden 1950 erne. Overfloden har altså ikke gjort os lykkelige. Men hvad skal der til for at have det godt? Og hvorfor har vi det ikke bedre end vi har det?Store Stygge Ulv-syndromet: Den glubske altid sultne Store Stygge Ulv der bor i skoven uden for Andeby har ét stort projekt i livet. Han ønsker at fange koge og spise tre lækre lyserøde smågrise som bor i nærheden. Derfor står han hver morgen op og lægger lumske planer. Han udpønser originale forklædninger og konstruerer snedige grisefæller; han udtænker overrumplingsmanøvrer og lægger sig på lur. En dag lykkes det ham endelig at fange de tre fede smågrise og anbringe dem i gryden. Vandet bliver varmt ituskårne gulerødder og løg flyder rundt alt ser ud til at grisene skal ende deres dage som ulvemad. Så stiller praktiske gris stiller et rigtig godt spørgsmål: Nå Store Stygge Ulv hvad har du så tænkt at tage dig til i morgen? Ulven tænker sig om et øjeblik: Ja hvad i al verden skal han tage sig til i morgen? Hvorpå ulven slipper grisene løs. I et sjældent glimt af selvindsigt indser Store Stygge Ulv at hele hans livsindhold hviler på projektet om at fange koge og æde de tre grise. Uden grisene i kikkerten har han ingen grund til at stå op om morgenen. Vi er som Store Stygge Ulv dagen derpå.