Du er ikke logget ind
Beskrivelse
På trods af, at autoetnografi internationalt har været anerkendte kvalitative metoder de seneste mindst 30 år, er denne bog den første af sin art på dansk. I bogen inviteres forskere, undervisere, studerende og folk fra praksis til at reflektere over og anvende disse etnografiske metoder, der nu også er ved at vinde indpas i Danmark.
I autoetnografi studeres en kulturel kontekst, og man søger at forstå, hvordan mennesker opnår mening i deres verden, samt hvorfor praksisser formes. Hvilke betydninger bringer mennesker til en social arena? Hvad bidrager man selv med? Hvordan er man placeret i et genstandsfelt og fagområde? Hvor ligger de potentielle faldgruber ved at anvende autoetnografi? Hvad er de grundlæggende elementer at kende til i undervisning inden mødet med praksis?
Autoetnografi inddrager forskeren selv, og etiske overvejelser er nødvendige i det processuelle forløb og ved formidling af resultater. Der søges ikke altid autoritative konklusioner. Snarere vil resultater tilskynde læseren til at søge efter yderligere perspektiver eller at tvivle på værdien af kulturelle normer, og tydelige videnskabsteoretiske overvejelser er derfor vigtige. Målet er autenticitet og transparens ved beskrivelse og analyse af miljøer, oplevelser, feltnoter, interviews, artefakter, narrativer mv.
Bogens forfattere er Christian Franklin Svensson, ph.d. i antropologi, selvstændig forsker og skribent, og Lene Ingemann Brandt, ph.d. i sociologi, ekstern lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
Serien redigeres af Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
Serien henvender sig til enhver, der har interesse i eller anvender metoder inden for social- og sundhedsvidenskaberne.