Hvad er rimeligt? Er der en grænse for, hvordan man bør skrive som forfatter?

H​vor går grænsen? Det spørgsmål går igen i debatten om romanen ’Insula’, hvor forfatter Thomas Boberg med udgangspunkt i sine tre år på Fejø skriver om et lille øsamfund og dets boere. Og på en måde, så en række øboere føler sig gået for nær.

Især er øboerne vrede over, at de nemt genkender sig selv og hinanden og samtidig bliver tillagt træk og gerninger, de slet ikke kan genkende. At forfatteren blander fakta med fiktion, kort sagt.

Thomas Boberg mener, at han har anonymiseret alt, at han har kunstnerisk frihed til at fortælle, som han gør, og han står »100 procent« ved sin roman. Efter dialog med en af de berørte øboere ændrer han dog »små ting, som skærper sensibiliteten i romanen«, inden et eventuelt andet oplag går i trykken.

Men hvad er rimeligt? Er der en grænse for, hvordan man bør skrive autofiktion?

Det spørgsmål har kulturjournalist på Politiken Birgitte Kjær stillet til tre forfattere, der selv har erfaringer med at skrive om virkelige mennesker i deres romaner: Leonora Christina Skov, Glenn Bech og Kristina Nya Glaffey

Her læser Birgitte Kjær sin artikel op.