Mick Herron er en prisvindende engelsk forfatter, som skriver både spændingsmættede og morsomme thrillere, krimier og spionromaner. Han er uddannet i engelsk fra Oxford University. I 2003 fik Mick Herron sin debut som forfatter med "Down Cemetery Road". Bogen indleder hans serie om en række privatdetektiver og deres efterforskning af dystre forbrydelser i og omkring Oxford. Oxford-serien er fyldt med grusomme forbrydelser, forsvundne børn, mørke forhistorier og masser af fængende læsning om de skjulte sider af det historiske Oxford.
Slough House-serien er måske de bøger, som Mick Herron mest er kendt for. Første bind i serien er "Slow Horses" ( på dansk: Slagteheste) fra 2010. I serien følger vi Jackson Lamb og hans team af fallerede MI5 spioner, som alle af forskellige årsager er forvist fra den engelske efterretningstjeneste. Nu er de samlet i det faldefærdige Slough House og degraderet til papirnussere. Men Jackson Lamb og hans mandskab har ikke tænkt sig at nøjes med papirarbejde, og kaster sig ud i en række faretruende sager uagtet efterretningstjenestens påbud.