Ebola-lægens dagbog

Læge, Sanne Jespersen arbejder til dagligt på infektionsmedicinsk afdeling på Århus Universitetshospital, men da der manglede kvalificerede læger til at bekæmpe verdens største ebolaudbrud i Vestafrika, meldte hun sig til at tage af sted med Læger uden Grænser.

Under sit fire uger lange ophold i Sierra Leone i efteråret 2014 så hun mere død, end hun havde gjort i hele sin hidtidige karriere. Hun var midt i udbruddets epicenter, mens verden for sent fik øjnene op for katastrofens omfang. Hun oplevede børn blive forældreløse og forældre miste deres børn. Men også glimt af håb, og en lokal befolkning, der ikke vil give op. Før, under og efter sit ophold skrev hun denne dagbog.

Uddrag: ”Jeg tilser blandt andet en 27-årig mand, der bløder fra mund og endetarm. Han bliver ved med at hviske, at jeg skal hjælpe ham og få blødningerne til at stoppe, mens han kigger på mig med bedende øjne. Da jeg bliver nødt til at gå, fordi den maksimale tid i isolationsdragten er overskredet, må jeg vriste min hånd fri fra hans og høre mig selv lyve, da jeg siger, at jeg nok skal hjælpe ham, og at han vil få det bedre inden længe. Inderst inde ved jeg godt, at hvis en bedring er tilfældet, er det i hvert fald i en anden verden end denne. Når først patienterne bløder, siger min erfaring mig, at det kun går én vej. Det er svært at gå rundt blandt patienterne fuldt tildækket. Hvordan skaber man kontakt til en patient på hvem, man kan se angsten i øjnene, når kontakten skal gå gennem 2 lag handsker, beskyttelsesbriller og mundbind? Man kan selvfølgelig sagtens lægge en beroligende hånd på en skulder, eftersom man er godt pakket ind, men jeg prøver alligevel at undgå at røre mere end strengt nødvendigt. Er dog glad for, at jeg holdt den 27-årige mands hånd. Måske er det den sidste hånd, han holder, før han dør. Alene. Tænk hvis ens sidste berøring skal være af en behandsket hånd. Det sidste smil gemt bag en maske. Og de sidste øjne, man ser, et par blå fremmede af slagsen”.