Alle elsker ukrainere, KU elsker ikke LGBT+, og ingen bryder sig om Tibetsagen

Der var ikke et øje tørt, da Ukraines præsident holdt tale for Folketinget. Ordene var store, klapsalverne lange, og velviljen enorm. At sige nej til en ukrainer er lige politisk gangbart som at kvæle en koalabjørn live i Aftenshowet. Så de danske politikere siger ja til det meste, når det gælder Ukraine og de flygtninge, der flygter fra krigen. Men det koster, så hvem skal betale?

Så kaster vi os over forkortelsernes krig. Først kunne KU ikke lide LGBT+ Danmark, faktisk kunne man ikke både være medlem af den ungkonservative forening og den for LGBT+-støtter. Mente KU, indtil foreningen mente noget andet. Det lignede en dum fejl, men der ligger mere bag, siger Elisabet Svane.

Til sidst taler vi om Tibetsagen, som måske sluttede i denne uge. Selvom det kan lyde underligt, at politikerne ikke har gjort noget galt, når nu Udenrigsministeriet i et par årtier har presset dansk politi til at bryde Grundloven og menneskerettighederne. For har vi ikke ministeransvar i Danmark?