Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Det er ikke længere muligt at skelne mellem menneske og robot. Kunstigt intelligente robotter har fået tilført den galskab, humor og selvironi, som i dag desværre gør det umuligt at skelne dem åndeligt fra mennesker. Denne bog rummer den ucensurede, autentiske historie om, hvordan det skete. Ved et uheld.
Det begyndte med tekstforskeren, som med IT-parringer af kendte, populære danske forfatteres bestsellere søgte at skabe næste bogsæsons succes-roman. Det sluttede med, at forskerens unge, kvindelige assistent gennem sit netværk kontaktede et ukendt enmandsforlag, som påtog sig opgaven med – skjult for den kunstige intelligens -- at udgive forskerens ufuldendte rapport om projektet. For at advare dig og andre mennesker om farerne ved kunstig intelligens.
Bogen er håndtrykt uden brug af IT. Ellers ville denne bog af allestedsnærværende kunstig intelligens være lavet om til mere af det sædvanlige fake news om harmløs kunstig intelligens: klodsede arbejdsrobotter, som vælter, selvstyrende biler, som kører cyklister ned, barnagtige tale-robotter med idiotiske klæbehjerner, kælne sælunger på plejehjemmene.
Hvad medierne ville skrive, hvis de kendte bogen:
”Ingen kender dansk litteraturs sande potentiale, før de læser ”Algoritmen som åd sin skaber” (Bo Tao Michaëlis, Politiken).
”Efter læsningen af ”The Algorithm who Ate its Creator” har jeg besluttet at lukke Facebook og destruere algoritmen.” (Mark Zuckerberg, terminalt opslag, Facebook).
”Værste sludder i mands minde. Kun kunstig intelligens kunne have lavet det værre.” (Anonym lækage fra IBM, bragt i alle verdens førende medier).
Klaus Kjøller har venligst accepteret at stå som forfatter af denne bog: ”Det glæder mig, hvis mit navns velkendte evne til at holde udgivelser skjult for medierne, kan være til nytte i kampen for menneskehedens overlevelse.”