Du er ikke logget ind
Beskrivelse
Iderigdommen og fortællelysten hos børn er stor, når de bevæger sig ind i litteraturens verden. Det bliver klart, når man læser den nye novelleantologi 10 minutter i Otto, der udelukkende har børn i alderen 10-14 år som bidragydere.
De 20 bidrag beviser, at computerspil og X Factor bestemt ikke har fortrængt det litterære talent og den sprudlende fantasi hos den næste generation af potentielle forfattere.
10 minutter i Otto nøjes ikke blot med at underholde læseren, når forfatterspirerne træder deres allerførste litterære skridt med overraskende stor originalitet og indlevelse. Den giver også læseren mulighed for at få et ganske specielt indblik i barnesindets tanker og følelser, og det på en direkte og helt uredigeret måde. Det er spændende og inspirerende læsning for både børn og voksne.
Antologien er blevet til i forbindelse med ´Vild med ORD´-litteraturfestivalen i Århus. Alle kommunens børn i alderen 10–14 år blev i forbindelse med festivalen inviteret til en novellekonkurrence. De blev opfordret til at skrive deres egne noveller og sende dem ind for derved at deltage i konkurrencen om den bedste novelle. Det blev til hele 59 indsendte noveller og rigtig mange siders iderigdom og fortællelyst.
Ud af de mange noveller har et dommerpanel udnævnt en vinder i hver af aldersgrupperne 10–12 år og 12–14 år. Vinderbidraget for de 10-12 årige hedder Laylas erindringer og er skrevet af Helena Ryel Sandlyng Jacobsen, mens det vindende bidrag for de 12-14 årige kaldes Den nye verden og er forfattet af Ludmilla Striim.
De 10 bedste noveller fra begge aldersgrupper udgør dermed novelleantologien 10 minutter i Otto. Samlet set viser novellerne en imponerende alsidighed, både i form og indhold. Genremæssigt spænder novellerne vidt, fra dagbogsbekendelser til den velkendte fantasysgenre, og fra både morsomme og skrækindjagende eventyr til socialrealistiske jeg-fortællinger med meget seriøse temaer.
Alle indtægter i forbindelse med salg af bogen går direkte til litteraturfestivalen ´Vild med ORD´, der stod for gennemførelsen af novellekonkurrencen.
Indhold:
Dagbog - Babro Lindgren af Kim Uyen Doan Nguyen
Det sidste mål af Julie Starch Lauritsen
Ild og vand af Malene Simonsen
Laylas erindringer af Helena Ryel Sandlyng Jacobsen
Mit nye liv i New York af Rikke Ringgaard
Rejse af Sofie Brøcker
De to pensionister Jørgen og Bent af Victor Berstrand
Pungdyrsdjævelen af Thore Lind Mørk og Thomas Lolholm Balle
Smerteskriget af Anna
Tro og Gedelort! af Nanna Dorthea Olsen
Aldrig Mere af Anne Cecilie Reil-Gammelgaard
Den grædende pige af Sophie Helleshøj Buch
Den nye verden af Ludmilla Striim
Draculas efterkommer af Xenia
Drengen, Dragen og fårekyllingen af Andrea
Et lys i mørket af Asta Marie Lassen
Forladt af Laura Grønbæk Nielsen
Furiens sang af Astrid Lund
Mit liv af Alberte Mørk
Typo-loven af Gustav